Asia, Europe · 39 Days · 19 Moments · January 2018

Turen går til Asien


4 March 2018

Et par dage i Paris Efter en lang flytur fra Hanoi (13 timer), ankom vi fredag morgen i Paris. Vi landede kl 6:30 og kunne først checke ind på hotellet kl. 14. Vi skulle derfor lige brænde nogle timer af, selvom vi mest af alt bare gerne ville sove. Vi fik set Notre Dame og shoppet lidt. Vi kom tilbage til hotellet kl 14 og grundet massiv jetlag, gik vi i seng kl 18:30. Vild fredag aften. Lørdag brugte vi i selskab med Kais og hans kæreste Farah som bor i Paris. De kender begge Paris rigtig godt så de fik vist os hele Paris. Det hele foregik til bens og vi endte med at få gået 25 km. Vi fik en masse dejlig mad på turen som fx Entrecote, snegle og Confit de Canard. Det var en rigtig hyggelig dag. I dag har det regnet en del, så vi har været en tur i biografen og på Louvre. Nu sidder vi i lufthavnen og venter på skulle hjem. Det er en lidt underlig følelse, men vi er også ved at være parate til at vende snuderne hjemad, efter en fantastisk rejse.

1 March 2018

Halong Bay Vi blev tidligt i går morges hentet fra vores og hotel og herfra gik turen til Halong Bay. Dette er en vietnamesisk bugt der består af knap 2000 kalkstensøer. Halong Bay er flere gange anerkendt af UNESCO og er kåret til et af de syv nye verdensvidundere. Vores guide fortalte at man regner med 15 millioner besøgende til bugten i 2018. Dette overrasker os ikke, da turister i bugten serviceres af hele 500 turistbåde. Disse både ses også på flere af billederne. Fra vores kahyt havde vi et stort vindue og kunne ligge i sengen og se på udsigten som vi sejlede forbi. Det slå helt klart indsejlingen til Oslo! Som en del af vores tætpakkede turprogram var vi bl.a. oppe på toppen af en af de højere øer, vi så et større grottekompleks og sejlede i kajak. Vi fiskede også efter blæksprutter, men fangede ikke noget. Lige nu sidder vi i Hanoi lufthavn og afventer vores fly til Paris. Her lander vi i morgen lokaltid kl. 7 om morgenen.

28 February 2018

Hanoi I modsætning til Hi Chi Minh City er Hanoi ikke en ung by. Her er tale om en historisk by der rummer mange finurligheder og kultur. Fx er der mange meget smalle bygninger i byen. Dette skyldes en historisk beskatning af bredden på en ejendom. Det har de lokale så reageret på ved at bygge smalt, dybt og højt. Byggestilen i Hanoi bærer præg af den franske kolonitid, men indeholder også ældre bygninger og befæstningsværker fra før franskmændene koloniserede Vietnam. Vi har leget turister og set en masse seværdigheder. Bl.a. et fly i en sø og Ho Chi Minhs mausoleum. Krigshelten der anses som en slags landsfader har i dag noget der er nær gudestatus blandt vietnameserne. Hanoi er på mange måder ikke en særligt charmerende by. Her er så meget smog at himlen ikke kan ses. Herudover er her ret klamt med afføring, bræk og andre væsker på gaden. Det er næsten lige så slemt som København en lørdag morgen. Sidste stop før turen mod Paris er et minicruise hvor vi skal opleve Halong Bay.

25 February 2018

Phu Quoc Vietnam Det vi godt kan lide ved Phu Quoc er at øen endnu ikke er overturistet. Her er stadigvæk mulighed for at opleve er forholdsvist uspoleret ø-paradis. Fx var vi i går nordvest på øen og efter en bumlet køretur efterfulgt af en gåtur langs stranden endte vi på en fin øde sandstrand. Her kunne vi nyde det flotte vand helt uforstyrret. Vores eget hotel består af et begrænset antal bungalows få meter fra stranden. Her tilbringer vi en masse tid med at bade, snorkle, spise og slappe af. Phu Quoc byder ikke på de store kulturelle oplevelser. Vi har dog været lidt rundt på øen og har set produktionen af øens fiskesovs der er anerkendt som den bedste i verden. Vi har også besøgt en peberplantage og smagt på spøjse peberblandinger. På Phu Quoc er det svært ikke at få lækkert simpel seafood. I modsætning til Seminyak tager man dog ikke hertil for madens skyld. Reklame: med direkte fly fra CPH (TUI) er det også nemt at komme hertil.

19 February 2018

Ho Chi Minh City (HCMC) - seværdigheder I HCMC under kinesisk nytår er det svært at komme frem og generelt at være uden for efter kl. 17. Det kan dog godt lade sig gøre at opleve byen i løbet af dagen. Mange restauranter og seværdigheder har dog lukket grundet ferien. Saigon/HCMC er en ret ung by (1698) og her skete ikke så meget før franskmændene tog en interesse i området i slutningen af 1800tallet. Derfor er her heller ikke så mange historiske bygninger o.l. at se. Vi har dog alligevel taget et par gode gåture rundt i byen og set HCMC' ikoniske posthus og katedral. I dag har vi været på en tur til Cu Chi tunnellerne der blev brugt af Viet Cong under de vietnamesiske krige. Disse tunneller strækker sig 200 km og er ikke særligt høje. Mange har højde som én krybekælder, mens andre er op mod en meter høje. Vi havde købt transport i speedbåd for at slippe for bustransport og det var vi rigtig glade for. Vi afsluttede turen ved at prøve at skyde med AK47.

16 February 2018

Ho Chi Minh City (HCMC) - kinesisk nytår Efter megen banden og svovlen fra Ditte over lavpris-flyselskabets serviceniveau og overholdelse af flytider nåede vi I fredags frem til HCMC. Vores hotel er rigtigt fint i gammel fransk kolonial stil. Også med 5 stjerner og med 2Xrooftop bar. Morgenmaden her er absolut den bedste hidtil. Efter en vellykket tur fra lufthavnen til hotellet tænkte vi at trafikken i HCMC slet ikke er så slem som rygtet ellers siger. Vi fik os dog hurtigt en ubehagelig overraskelse. I og med vietnamerserne fejrer kinesisk nytår (Tét), så har der været mere end godt gang i gaden hver aften under vores ophold. Det er fx nær umuligt at forlade hotellet om aftenen da fortovene er blokeret af folk på knallert. Her er det i orden at køre på fortovet. Flere gange har vi dog været ude om aftenen. Her er der rigtig godt gang i festhumøret. Flere hundredetusinde mennesker opholder sig på gågaden lige ved siden af vores hotel. Her bruges tiden på selfies og socialisering

15 February 2018

Kuala Lumpur Vi var mere end positivt overraskede over vores hotel i Kuala Lumpur. Vi havde en stor 5stjernet lejlighed, hvor altanen nærmest er større end vores lejlighed i Danmark. I Singapore nåede vi desværre ikke at opleve udsigten over skyline. Derfor tog vi i Kuala Lumpur op i KL Tower (TV-tårn) der giver den bedste udsigt i byen. Som kan ses på billederne var der god udsigt over skyline. Bl.a. de ikoniske Petronas Towers. Her prøvede vi også en skybox, hvor vi gennem et glasgulv kunne se mere end 400m direkte ned. Sightseeing sluttede med en tur til byens berømte akvarium. Kuala Lumpur har god mulighed for shopping og Ditte fik frisket rejsegarderoben op med indkøb fra H&M og Zara. Vi fik også begge udskiftet vores udtrådte Birkenstock-sandaler. Tilbage i lejligheden brugte vi aftenen på at vaske tøj. Så har vi også noget at tage på til sidste halvdel af rejsen. Lige nu sidder i lufthavnen og ser på lokale mænd iklædt håndklæder i stedet for tøj. Det er lidt spøjst.

12 February 2018

Seminyak Bali Efter tre dage i Seminyak på Bali er vi rigtigt godt og grundigt mætte. Dette er et sted hvor der for alvor er gode muligheder for at spise og drikke. I modsætning til de andre steder i Bali-området vi har været, så er der her i Seminyak en masse masse gode spisemuligheder. Fx har vi været på én flipper-hipster café der hedder Café Organic. Her fik Ditte en sellerijuice. Den smagte sjovt nok af selleri og var vist ikke så god alligevel. Vi har dog også været heldige at finde et godt spisested der hedder Ling Ling's. Her har de lækker asiatisk fusion i køkkenet. Vi fik også rigtigt gode cocktails. Bl.a. mango daquiri på 1,5 liter i en vandmelon. Her har været meget varmt så vi har taget den med ro og slappet af ved stranden og poolen og ellers bare hygget rundt. Nu er vi på vej til Kuala Lumpur, hvor vi har dagen i morgen inden turen går videre til Ho Chi Minh City i overmorgen.

11 February 2018

Gili Trawangan På Gili Trawangan har vi nydt et par gode dage med snorkling og solbadning. I modsætning til Gili Air er strandene på Gili Trawangan ikke fuldstændigt bebyggede. Vi boede nordsiden af øen. Her var der ikke særligt tæt bebygget og meget idyllisk. Vi slap dermed for den hardcore druk og bagpackere på sabbatår som øen ellers er kendt for. Ved vores hotel var der en strandstrækning med pinjetræer og lanterner der både morgen og aften gav god mulighed for hyggelige måltider. I går var vi ude og snorkle for at se på skildpadder. Gili Øerne kaldes i øvrigt verdens skildpaddehovedstad og med den mængde skildpadder vi så er det ikke svært at tro på. Lige nu er vi med fast boat på vej tilbage til Bali. Her skal vi i tre nætter bo i et mere klassisk "solkyst-område" der hedder Seminyak.

7 February 2018

Gili Air Efter 4 overnatninger på Gili Air er vi godt udhvilede. Solen er super skarp og vi har været godt dækket til med faktor 50 i dagtimerne. Vi er dog begge ved at være færdige med at skifte ham efter vores skoldning. Vi har slappet meget af. På standen, ved poolen og på restauranter/barer. De tre sidste aftener har vi siddet på stranden og set solnedgang fra forskellige cocktailbarer. Vel at mærke med tæerne i sandet og en pina colada I hånden. Det kan man godt vænne sig til. Jeg har fået snorklet en del. Her har jeg bl.a. set en stor blå blæksprutte og en masse andet liv i vandet. Ditte var meget imponeret over de store søpindsvin og også lidt forskrækket. Derudover har jeg de seneste uger fået læst mere end jeg samlet set har siden jeg begyndte at arbejde. Vi sidder nu ved havnen og venter på vores båd til Gili Trawangan. Her skal vi også være i fire nætter.

4 February 2018

Gili Air - ankomst I går ankom vi til den lille indonesiske ø Gili Air. Det første vi gjorde var at tage en middagslur. Den første i flere år for mit vedkommende. Vi var godt trætte efter for lidt nattesøvn og meget skoldet hud. Da vi vågnede til morgen var vi begge veludhvilede og vi kunne bedre være i vores skoldede kroppe. I går og i dag har vi brugt det meste af vores tid på at spise en masse forskellige steder og undgå solen. Vi er lige nu ved at gå øen rundt. Dette er en tur på ca. 5 km. Indtil videre har vi holdt flere stop. Det første stop var for at udforske øens koralrev (påsmurt faktor 50). Dette rev er desværre helt dødt. På havbunden ser man et lag af døde koraller. Vi sidder nu på en bar med god udsigt over solen der går ned over naboøen Meno. Den gode udsigt bliver ikke dårligere af at der er happy hour på vores bar.

2 February 2018

Ubud Bali - sidste dag Da det er regnsæson på Bali har vi ikke set meget til solen de sidste par dage. I dag har der dog været pænt vejr med sol det meste af dagen. I vores begejstring lå vi lidt for længe ved poolen og er begge blevet skoldede. Ditte er krabbefarvet, mens jeg nok nærmere er rejefarvet. Vi er netop kommet retur fra Tegallalang risterrasser der kun ligger 4 km fra vores hotel. Her gik vi en tur blandt ris, møg og vand. Vi var dog heldige og der var ikke proppet med turister, så vi havde den gode udsigt for os selv. På tilbagevejen stoppede vi ved et helligt vandtempel og så hvor de lokale får syndsforladelse. Til aften skal vi have stor traditionel middag på hotellet og tidligt i seng før vores tidlige afgang til Gili Air I morgen.

1 February 2018

Første dag i Ubud, Bali Efter en nat med voldsomt tordenvejr, med lyn der slog ned nærmest lige uden foran vinduet, var vi lidt trætte på vores første dag i Ubud. Vi tog en tur med hotellets shuttlebus til Ubud (vi bor ca. 30 min. fra byen). Det var en interessant køretur med en chauffør der både kunne tage lur og køre på samme tid. Ubud er en ret travl lille by. Byen besøges af mange mennesker der tager dertil for at dyrke yoga og slappe af. Der er masser af lækre cafeer og masser af fine templer i byen. Vi tog en lille hike på 4 km i udkanten af byen. Her var der smuk natur. I byen nød vi en masse lækre juices, drinks og god mad og var på byens store marked.

31 January 2018

Ubud Bali - ankomst I dag ankom vi til Ubud-området på Bali. Ubud ligger inde i landet (ikke i nærheden af 🌋 i udbrud). Efter en overraskende lang tur fra Singapore ankom vi til hotellet. På hotellet blev vi glædeligt overraskede over de kønne omgivelser. Fra værelse, restaurant og pool har vi udsigt til jungle og et helligt tempel. Selve hotellet er også rigtig fint med god restaurant og meget stort spabad på værelset. Vi har netop spist roomservice-mad på vores terrasse og ser nu frem til en tur i vores egen spa!

29 January 2018

Turen til Singapore Sikke en dag! Morgenen startede med at vi ved en fejl endte i den forkerte lufthavn i Bangkok (ja der er åbenbart to). Heldigvis havde vi god tid, så vi nåede lige akkurat flyet i den anden lufthavn, med hjælp fra en effektiv taxachauffør som godt havde fattet at vi var pressede. Det skal lige siges at trafikken i Bangkok generelt er stillestående og der var knap 50 km til lufthavn nr 2. Nu sidder vi heldigvis her i Singapore som er en meget grøn og ordentlig by fyldt med skyskrabere. Her i Singapore er det vigtigt at vise hvor stinkende rig man er, så kan Hellerup godt pakke sammen. I morgen skal vi rigtigt ud og opleve byen. I Singapore kan man i øvrigt få fængselsstraf for at tygge tyggegummi og tisse på gaden. Så vi er begge lidt udfordrede.

28 January 2018

Sidste dag i Bangkok Dagen startede i Bangkoks største weekend marked. Det var virkelig enormt med tusindevis af butikker, men vi endte som sædvanlig med næsten ikke at købe noget. Efter tog vi med metro og sky train videre til den “nyere” del af Bangkok, med skyskrabere og mega meget trafik, som vi faktisk syntes var lidt kedelig. Herefter gik turen videre til China Town, et meget interessant og spøjst område, men som helt sikkert ikke er særligt rart om aftenen ;-) efter at have vadet 12 km rundt i Bangkok, var det virkelig tiltrængt at komme hjem på vores lokale gade og få noget at spise. Det er (ifølge os) her man får den bedste mad. Den søde kvinde på restauranten fik overtalt Mathias til at få sin ret lige så spicy som thaierne spiser den. Og holy moly.. han sagde selv at han ikke kunne mærke sin tunge efter 🔥 i morgen tidlig tager vi videre mod Singapore. PS vi elsker Bangkok! I

27 January 2018

Bangkok dag 2 Folk i Bangkok er utroligt høflige og ikke underdanige som man ellers oplever nogle steder. Til gengæld tolereres nøl ikke. Det gælder om at være effektiv i sin adfærd. I dag har vi set de obligatoriske seværdigheder i Bangkok. Bl.a. Grand Palace der også er en del billeder af. Her var mange mennesker. I Bangkok er vi dog kæmper, så vi kunne heldigvis se over hovedet på alle andre.

26 January 2018

Bangkok dag 1 Vi har opdaget at vi bor midt i Bangkoks autentiske madmarked. Her får vi gået rigtig god mad for ingen penge. Jeg har både fået en Fanta Green of Fanta Rød i dag. Det er Fantas svar på sportsvand og hindbærbrus. Vores hotel der ligger ned til floden har en rooftop bar. Her har vi nydt udsigten til fyrværkeri og belyste templer.

25 January 2018

Turen til Bangkok Efter alt for mange timer på arbejdet de seneste uger havde vi en hektisk morgen. Der var noget hår der skulle klippes (ja på hovedet). Planter skulle vandes Kufferter skulle pakkes og vejes. De sidste rejsedokumenter blev printet. På grund af den knappe tid valgte vi at tage en taxa til lufthavnen. Her blev vi underholdt af en makedonsk chauffør der var lettere træt af sit liv (hans egne ord). I lufthavnen strøg vi lige gennem check-in og security. Der er ikke mange der skal på flyvetur sådan en dag i januar. Ditte blev imponeret over nogle Arne Jacobsen stole i en ny gate. Vi er begge enige om at sådan en Dreamliner i virkeligheden ikke er så stor alligevel. Vi har dog været heldige at få et ekstra sæde i flyet og jeg har taget min første selfie. Det føles lidt mærkeligt. Om et par timer lander vi I Bangkok. Her skulle vi gerne blive samlet op af en chauffør med et skilt. Vi er nu fremme på hotellet oven på en kaotisk tur fra lufthavnen. Nu skal der soves!