Thailand, Denmark · 18 Days · 20 Moments · January 2018

Rejsedagbog del 3 - Thailand 11/1-18-29/1-18


29 January 2018

Så kom vi hjem til København igen og blev overrasket i lufthavnen af farmor og farfar, som stod klar med flag og skilt 😊

28 January 2018

Dag 18 fortsat Tilbage på hotellet blev der tid til en sidste badetur, hvor der blev dykket efter ringe. Efter tuk-tuk turen i går havde Nova insisteret på, at det skulle prøves igen. Så turen hen til restaurant Mazzaro, hvor vi fik en rigtig lækker middag og tilbage igen til hotellet foregik selvfølgelig med tuk-tuk. I morgen ringer vækkeuret kl.5:30, og så går turen hjem til DK. Vi har haft en fantastisk rejse og har nydt alle dagene, tiden sammen og de mange spændende oplevelser.
Dag 18 - Bangkok Vi blev hentet kl.8:30 på hotellet af vores guide, Joey, som skulle vise os rundt i byen. Vi startede med en fed sejltur rundt i kanalerne i en traditionel longboat. Bare os, Joey og en styrmand. Det var sjovt at se den store kontrast mellem det moderne Bangkok med alle skyskraberne og det traditionelle med de gamle skæve huse på stolper og de små haver langs floden. Vi mødte en ældre dame på sejlturen med sit "floating market", og købte lidt souvenirs og fodrede fiskene i floden, hvilket skulle bringe lykke. Vi så også en masse varaner, som solede sig ved floden. Efter en times sejlads kom vi til kongepaladset. Her var der mega mange turister. Joey fortalte, at der i højsæsonen er 20000 besøgende om dagen. Der er dresscode, så Thomas måtte købe et par flotte bukser. Aldrig har vi set så meget bladguld og smukke ornamenter på et sted. Virkelig flot og bestemt et besøg værd trods de mange mennesker. Vi så også The Emerald Buddha, som er de buddistiske thaiers Mekka.

27 January 2018

Dag 17 - Thailand - Koh Chang til Bangkok Vi blev hentet på hotellet kl.10 af vores chauffør, som skulle køre os hele den lange vej tilbage til Bangkok. Efter 25 minutters kørsel af meget stejle og snoede veje kom vi til molen, hvor vi kørte ombord på færgen. Efter en kort sejltur på 20 min. var vi tilbage i Trat klar til til knap 5 timers kørsel. Vi landede i Bangkok på Ibis Riverside Hotel igen sidst på eftermiddagen. Efter en hurtig frokost på The Box of Fit, hvor vi fik papayasalat og pomfritter, gik vi en tur ned til floden og over broen, og fandt et sted, hvor vi skal spise i morgen. Vi tog en tuk-tuk tilbage til hotellet, hvilket alle syntes, var vildt sjovt. Vi spiste aftensmad på hotellet. Maden var ok, men det sjoveste var, at der var et thailandsk firma, som holdt firmafest i restauranten. De havde pink/hvidt tema, så alle var klædt i de farver. Nova syntes, det var ret spændende, for der var mænd, som var klædt ud som damer, og de optrådte for hinanden med karaoke 🙉🙈

26 January 2018

Dag 16 - Thailand - Centara Sidste dag på Koh Chang. Vi startede dagen med en gåtur langs stranden med bade og fruitshake pitstops. En sidste tur i poolen og ned til byen og få is og kaffe på Marin Coffee blev det også til. Aftensmad på stranden på Mandalay. Pizzaen her var ikke så god som på Pilot Bar, men thairetterne, som de voksne fik var gode.

25 January 2018

Dag 15 Thailand - Centara I dag fik vi sagt pænt farvel og på gensyn til Alfred, Wilma og deres forældre, som skulle videre til Koh Kood. Vi fik badet lidt mere i poolen, hvor Thomas og Nova øvede synkronsvømmenummer. Vi fik endnu en dejlig frokost på The Blue Lagoon.

23 January 2018

Dag 13 + 14 - Thailand - Centara Mere morgentræning. Mere badning. Mere shopping af sjovt slik. Mere leg med nye venner. Nova og Alfred har bygget hule, spillet spil og badet i poolen. Thomas lejede en kajak for at se nærmere på de små øer der ligger ude i bugten udfor vores resort. Det var en fin tur, trods lidt regn. Hjemturen blev dog temlig hård idet han måtte have en ældre mand på slæb i vandet. Manden var svømmet ud til øen og havde ikke kræfter til turen tilbage til stranden. I dag spiste vi frokost sammen med Helle, Nicklas, Alfred, Wilma og Bertil på Blue Lagoon, som er et fedt hippie-resort ved siden af, hvor vi bor. Super lækker mad. Aftensmaden bestemte Nova skulle være "paperoni" pizza for 4. dag i træk, for så kunne hun spise aftensmad med Alfred.

22 January 2018

Dag 12. Thailand - Centara. Morgentræning. Der trænes arme, ben og iPad. Fiskene fodres på resortet. Vi har shoppet lækkert Thailandsk slik, formet som legoklodser og gør-det-selv vingummier. Og Nova har fået sommerhat og kjole. Om aftenen spiste vi igen på den hyggelige restaurant vi har fundet lidt henne ad stranden. Nova fik sig en solnedgangs dukkert og legede i sandet.

20 January 2018

Dag 10 + 11 Thailand - Centara Resortet har et rigtigt fedt fitnessrum, så vi har sat os for at starte hver dag efter morgenmaden med en times træning/leg, hvilket vi trænger til efter så lang til i en solstol. Her efter de 2 første dage er målet overholdt af os alle 3. Hele dagen i går blev tilbragt ved den store pool med rutsjebane, sammen med Novas nye legekammerater. Dejlig dag med masser af sol og badesjov. Efter en hel dag i poolen er det herligt at komme hjem i hytten og en tur i badekar. Om aftenen spiste vi på Pilot Bar, en strandrestaurant et par hundrede meter fra resortet. De havde lækre italienske pizzaer lavet af en ægte italiener. Vi har aldrig set Nova spise så meget pizza.

19 January 2018

Dag 9 Thailand - Centara om aftenen Vi spiste aftensmad på stranden, hvor der var arrangeret Beach party med musik og ildshow. Maden var ok, men det bedste var, at Nova kunne lege i sandet 😊 Vi mødte et andet dansk par, som bor lige overfor os på resortet, og de har Alfred på 5 og Wilma på snart 4, så for første gang på hele turen, har Nova andre at lege med end mor og far - Juhuu.
Dag 9 Thailand - Centara Tropicana Resort Vi blev hentet med speedbåd ved resortet på Koh Kood og efter en times sejlads og 20 minutters kørsel nåede vi vores logi for de næste 8 dage på Koh Chang. Efter Shantaa var standarden sat ret højt, og vi vidste godt, at Centara ikke ville være det samme. Stedet er superfint og pænt, men meget stort, så lidt af charmen forsvinder. Vi blev budt velkommen med pandanus saft. Havde vi aldrig hørt om før, men det smagte virkelig godt. Derefter fik vi vores hytte, som er stor og pæn med både udendørsbruser og badekar. Udenfor er der en lille terrasse med udsigt til have og andre hytter. Alle hytterne ligger på række, så der er ikke så meget privatliv på terrassen. Vi bor tæt på stranden og restauranten og den ene af de to store og meget lækre pools, som hører til resortet. Nova og Thomas startede selvfølgelig med at indvie den ene. Den er 1,3 M dyb, og Nova dykkede nemt ned på bunden efter sine dykkerringe. Hun er blevet en mega sej dykker.
Dag 9 Thailand - Shantaa Resort Så blev det sidste dag på Shantaa. Vi har haft nogle virkelig skønne dage her. Det her sted har simpelthen alt - Smukke rolige omgivelser, smagfuldt indrettede boliger og den lækreste mad til rimelige penge. Vi har givet lige knap 1500,- for frokost, aftensmad og snacks til 3 personer i 5 dage. Et yderligere plus ved stedet er, at der er gratis vand, håndklæder, solstole, strandlegetøj, padleboards, kajakker og redningsveste ved stedets 2 strandbarer, og at de serverer vand til alle måltider og stiller myggespray på bordet til aftensmåltidet. På gensyn. Vi vil meget gerne komme igen.

18 January 2018

Dag 8 Thailand - Shantaa Resort

17 January 2018

Dag 7 Thailand - Shantaa Koh Kood Endnu en dejlig dag. Thomas tog i formiddag ud på en snorkletur til nogle små nærliggende øer. Der var masser af fisk at se på. Nova og Mette hyggede på stranden. Til aften legede vi med play-doh på terrassen og så endnu en smuk solnedgang ved havet.

16 January 2018

Dag 6 Thailand - Shantaa Koh Kood Udsigten fra toilettet 😊 Thomas på padleboard. Kaffe og majs på stranden. Vores resort set fra vandet.

15 January 2018

Dag 5 Thailand - Shantaa Resort En dejlig dag, der startede med den lækreste morgenmad efterfulgt af en hel dag på stranden.

14 January 2018

Dag 4 Thailand - Shantaa Resort Så er vi endnu engang landet i paradis. Her er bare skønt. Smukke omgivelser, lækre strande, lækker mad og en skøn villa med havudsigt. Toilet og bad ligger halvt udendørs så også her er en flot udsigt til en lille fin have. Nova og Thomas fik snorklet lidt ved stranden og så masser af fisk. Der er også en fin gynge på stranden, hvor man kan være to på samtidig.
Dag 3 + 4 Thailand - Away Koh Kood Stedet her har ingen sandstrand men en badebro med sten omkring, hvor der var nogle få fiskestimer. På den modsatte side af bugten ca. 200 m væk lå stranden, så vi lånte en af de gratis kajakker på resortet og padlede derover efter morgenmaden. Resten af formiddagen blev der badet og leget i sandet. Der var ikke rigtigt nogen fisk at kigge på, da der kun var sandbund, men vandet var lækkert. Klart og 25°. Efter frokost snorklede vi lidt ved badebroen. Resten af eftermiddagen slappede vi af med "Vaiana" film på dvd'en. Vi skal tjekke ud kl.12 i dag og videre til "Shantaa Resort", så vi kunne lige nå lidt mere badning efter morgenmaden.

12 January 2018

Dag 2 Thailand - Koh Kood - Away Koh Kood. Efter 5 timers køretur, knap 2 timers sejltur og en lille køretur kom vi endelig frem til vores logi for de næste 2 nætter. Vi har fået en deluxe villa med udsigt over hele bugten. Lækkert.
Dag 1 + 2 Thailand - Bangkok - Koh Kood Efter 2 fine flyveture med Malaysian Airlines og en masse kiggen iPad og film landede vi i går kl.19:50 lokal tid i Bangkok. Vi havde sat uret en time tilbage, så for os var klokken nu næsten ni, og Nova var faldet i søvn. Vi var de sidste, der steg af flyet, så da vi kom hen til paskontrollen var køen meget lang. Men heldigvis for os havde vi Nova med, så vi røg over til en skranke uden kø og slap hurtigt igennem. Der er visse fordele ved at rejse med et lille barn 😊 Kufferterne var også nået frem, og vi fandt vores chauffør og efter 45 min også vores hotel for natten. Kontrasten var stor fra den storslåede natur i regnskoven hvor vi vågnede op til en metropol med over 8 millioner indbyggere. Efter morgenbuffeten blev vi hentet af en ny chauffør, og så ventede atter 4-5 timer på landevejen. Bussen var dog meget komfortabel med brede sæder og god benplads, og også her blev tiden slået ihjel med masser af underholdning.